Monthly Archives

maj 2017

Sygefraværspolitik – den forebyggende indsats

By | Uncategorized

Hvorfor er det vigtigt at arbejde med virksomhedens sygefravær? For at svare på dette spørgsmål, er der flere forskellige aspekter, som er relevante at fremhæve. Sygefravær kan blandt andet have en konsekvens for virksomhedens økonomi og daglige drift. I og med, at der er ressourcer, som forsvinder fra arbejdspladsen, kan det medføre et øget arbejdspres for kollegerne, hvilket i sidste ende kan have en negativ betydning for medarbejdertrivslen. Hvis denne negative trivsel får lov til at herske over en længere periode, kan man risikere, at visse medarbejdere vælger at søge ny udfordringer, hvorved virksomhedens udgifter til personaleudskiftning vil stige.  Det er derfor en god ide at fokusere på sit sygefravær og undersøge hvor man aktivt kan sætte ind for at nedbringe det.

Analyse af virksomhedens fravær

Inden man går i gang med at bekæmpe sygefraværet, kan det være en god ide at lave en analyse, som giver et overblik over mulige sygefraværsårsager. Nogle af de  parametre, som kan være fordelagtige at kigge på, kan være som følgende:

  • Er der meget hyppigt fravær bestående af en eller to sygedage?
  • Er der mange langtidssyge eller medarbejdere med kroniske lidelser?
  • Er sygefraværet særligt højt i en specifik afdeling?
  • Er sygefraværet særligt højt i forhold til en bestemt gruppe medarbejdere?
  • Er der særlige dage eller perioder,  hvor der er en overvægt af syge medarbejdere?
  • Er der mange ”barnets første sygedag?”
  • Er der forhold i arbejdsmiljøet, som kan have en indflydelse på sygefraværet

Når man har fået dannet sig et overblik over virksomhedens sygefravær, kan man lave konkrete tiltag til, hvordan sygefraværet skal nedbringes. De helt  fundamentale tiltag kan være sygefraværssamtaler, mulighedserklæringer, fokus på arbejdsmiljøet og trivsel. Dog bør man som virksomhed ligeledes overveje at udarbejde en sygefraværspolitik, som danner rammerne til at kunne forebygge.

Sygefraværspolitikkens formål

Når man udarbejder en sygefraværspolitik, skal denne være med til at sikre, at man i virksomheden ved hvordan man vil takle sygedom, men samtidig også hvordan man kan forebygge mod fremtidige sygemeldinger. Det handler derfor om at skabe muligheden for at reagere hurtigt og effektivt, hvis en medarbejder bliver syg. Desuden er det også vigtigt, at man formår at fastholde den syge medarbejder, og samtidig sikre, at den sygemeldtes arbejdsopgaver bliver løst, mens medarbejderen er fraværende.

Sygefraværspolitikkens 3 faser

Ved udarbejdelsen af virksomhedens sygefraværspolitik, er der 3 gennemløbende faser, som er værd at holde for øje.

Fase 1

I den første fase handler det om, at virksomheden får fastlagt deres retningslinjer for sygefravær. Til at kortlægge disse retningslinjer, kan det være fordelagtigt at overveje hvor meget man i forvejen har kendskab til sit sygefravær. Fører man allerede en sygefraværsstatistik? Har man allerede kendskab til nogle af sygefraværsårsagerne? Er virksomhedens holdning til sygefravær allerede nedskrevet? Og er sygefravær et accepteret samtaleemne i virksomheden?

Fase 2

I denne fase udspecificerer man hvad man synes sygefraværspolitikken skal indeholde. Hertil skal man forholde sig til, hvilke ”regler” man ønsker at nedskrive i politikken, såsom procedurer for sygemelding og raskmelding. Retningslinjer for hvem der har ansvaret for afholdelsen af sygefraværssamtaler – og hvordan disse afholdes. Desuden bør man overveje, hvordan langtidssygemeldte skal behandles samt retningslinjer for fastholdelse af medarbejdere med midlertidig eller varig nedsat arbejdsevne.

Fase 3

Det vigtigste med en sygefraværspolitik, er at denne bliver kommunikeret ud i hele virksomheden og herefter fastholdes. Man skal være opmærksom på, at der vil være visse juridiske perspektiver, som man skal tage hensyn til når politikken nedskrives og kommunikeres ud. Det er altafgørende at alle modtager den samme information, og at alle retningslinjer fastholdes.